Hos Spotify bestræber vi os på at give alle brugere fantastiske og unikke oplevelser. Vores mål er at give alle adgang til indhold, de elsker, og hjælpe dem med at finde nyt. Der er ikke to lyttere, der er ens, og derfor personliggør vi alle brugeres Spotify-oplevelse og anbefalinger. Og når vi spørger lytterne, hvad de bedst kan lide ved Spotify, nævner de fleste den personlige oplevelse. Du spekulerer måske over, hvordan vi genererer disse anbefalinger på tværs af feedet Hjem, playlister, søgeresultater og andre dele af tjenesten, og det vil vi gerne hjælpe dig med at forstå.
Hos Spotify arbejder mennesker og teknologi hånd i hånd for at levere relevante anbefalinger. Nogle anbefalinger er baseret på redaktionelle valg, f.eks. playlister med pop, som vores musikredaktører har oprettet. Andre anbefalinger er skræddersyet til den enkelte brugers unikke smag, f.eks. personlige playlister, der leveres af algoritmer, som vores eksperter har udviklet.
Vi mener, at anbefalinger ikke kun skal optimere med henblik på dit næste klik, men også hjælpe dig med at udvikle din smag. Vi har dedikerede teams, der sørger for, at dine anbefalinger fører til reelt engagement og forbindelser, der giver mening. Vi arbejder konstant på at forbedre vores systemer til anbefalinger for at sikre, at du hele tiden får vist relevant og underholdende indhold.
Spotifys redaktører bruger dataindblik, skarpe ører og deres forståelse af kulturelle trends til at placere indhold det sted, hvor det sandsynligvis vil vække størst interesse blandt fans verden over. Redaktørerne udfører gennemtænkte valg for at anbefale indhold på Spotify, f.eks. i redaktionelle playlister. Spotifys redaktører verden over har omfattende viden om lokal musik og kultur, og de bruger denne viden til at træffe de bedste beslutninger om programmering for at give lytterne de bedste lytteroplevelser.
Spotify leverer algoritmiske anbefalinger, som er relevante, unikke og specifikke for den enkelte bruger. Vores algoritmer udvælger og organiserer indhold under bl.a. Søg og Hjem samt i personlige playlister for alle lyttere på Spotify.
Algoritmerne anvender en række inputs, når de skal foretage anbefalinger. Hvor vigtige de forskellige inputs er kan variere med tiden, afhængigt af din individuelle brug af Spotify. Vi mener dog, at din smagsprofil er det vigtigste input, når vi skal give dig den bedste samlede brugeroplevelse. Herunder finder du flere oplysninger om de vigtigste inputs, og hvordan de fungerer.
Når du bruger Spotify, påvirker dine handlinger vores fortolkning af din smag, f.eks. når du søger, afspiller, skifter nummer eller gemmer i Dit bibliotek. Vores samlede fortolkning af din smag kalder vi din "smagsprofil", og denne giver vores algoritmer en indikation af, hvad du er interesseret i, og hvordan du foretrækker at lytte.
Vores algoritmer forbedrer brugernes anbefalinger baseret på trends og brugernes overordnede smag og adfærd. Når brugere foretager ensartede handlinger i forbindelse med bestemt indhold, får vores algoritmer flere oplysninger om, hvordan andre muligvis vil interagere med indholdet.
Vores algoritmer tager højde for selve indholdets oplysninger såsom genre, udgivelsesdato og podcastkategori. Dette gør det muligt for os at identificere, hvilket indhold har lignende oplysninger og sandsynligvis vil være interessant for lignende lyttere.
Som platform evaluerer vi vores indvirkning på udgivere, lyttere og samfund. Spotify gør sit bedste for at sikre, at passende sikkerhedsforanstaltninger og -processer anvendes, herunder foranstaltninger til at forhindre eksponering for skadeligt indhold. Vi tager det algoritmiske ansvar seriøst, og vores teams for politikker, produkter og research arbejder tæt sammen. Derudover rådfører vores teams sig med eksterne eksperter, f.eks. Spotify Safety Advisory Council.
Spotifys regler for brug af platformen er gældende for alt indhold på platformen, herunder anbefalet indhold. Disse regler er udviklet af vores interne teams ved hjælp af inputs fra en lang række eksterne eksperter. Når vi bliver opmærksomme på indhold, der muligvis overtræder vores regler og politikker, gennemgår vi dette indhold i henhold til politikkerne og træffer de nødvendige foranstaltninger. Dette kan f.eks. betyde, at det pågældende indhold ikke anbefales fremover.
Dine anbefalinger påvirkes løbende af, hvordan du interagerer med indhold på Spotify. Jo mere du lytter til indhold, du kan lide, og jo mere du interagerer med appen, desto mere relevante anbefalinger vil du få.
Vi tilbyder også forskellige muligheder for at påvirke og give feedback om det indhold, der vises i dine anbefalinger, og du kan vælge at få vist mindre af noget bestemt. Herunder kan du se nogle eksempler på dine muligheder:
I visse tilfælde kan du også organisere og filtrere dine anbefalinger baseret på det, du gerne vil have vist mest af. Du kan f.eks. filtrere siden Hjem, så du kun får vist podcasts eller musik.
Spotify prioriterer lytternes tilfredshed, når vi anbefaler indhold. I visse tilfælde kan kommercielle overvejelser såsom udgifterne ved indhold eller vores muligheder for at tjene penge på indhold påvirke vores anbefalinger. Discovery Mode giver f.eks. kunstnere og labels mulighed for at angive sange, som de prioriterer. Når de gør dette, sender vores system disse oplysninger som et signal til de algoritmer, der vælger indholdet til personlige lyttesessioner. Når en kunstner eller et label aktiverer Discovery Mode for en sang, opkræver Spotify provision for streaminger af den pågældende sang i områder af platformen, hvor Discovery Mode er aktiv (Discovery Mode er ikke aktiv i vores redaktionelle playlister). Signalet til algoritmerne øger chancen for, at de valgte sange anbefales, men der er ingen garanti for dette. Vi anbefaler kun sange, hvis der er stor sandsynlighed for, at lytterne vil synes godt om dem. Som ved alle anbefalinger noterer vi os, når en lytter ikke interagerer med en sang – også sange i Discovery Mode – og vi tager højde for dette, når vi beslutter, hvad vi skal anbefale fremover.